Rayman Origins
Michel Ancel og resten af holdet hos Ubisoft Montpellier er endelig blevet givet muligheden for at lave en efterfølger til det oprindelige Rayman. Vi har fået en prøvesmag på resultatet og er ikke skuffede...
Det kan være meget let at glemme, at den franske gigant Ubisoft, der i dag kaster om sig med store titler som Assassin's Creed: Revelations, Might & Magic Heroes VI og hele Tom Clancy-serien, startede et langt mere fredsommeligt og muntert sted. Det var Michel Ancels fabelagtige platformeventyr om Rayman der gav giganten dens første enorme hit, og med smuk grafik, letforståelig spilmekanik og masser af baner var det ikke svært at se hvorfor.
Siden har udgiveren sendt Rayman på alskens forskellige eventyr, lige fra de prægtige 3D-eventyr Rayman 2 og 3 til sidehistorierne om Raving Rabbids. Alle spillene har haft sine kvaliteter, men ingen af dem har helt fanget essensen af det oprindelige spil, og da 2D-spillene ikke synes at høre andre steder til end på Nintendo-konsollerne, havde mange formodet at den slags Rayman-spil var fortid.
Men efter få minutter med Rayman: Origins er der ingen tvivl om at Michel Ancel og resten af hans hold hos Ubisoft Montpellier ikke har glemt en eneste af de lektier, de lærte af at udvikle seriens første spil, og i det hele taget ikke har glemt hvordan man skruer et fabelagtigt platformspil sammen.
I vores preview-version af spillet bruges der nærmest ingen tid på nogen former for forklaring, og i stedet sendes du direkte mod den første bane, hvor fladskærmen for alvor får lov til at vise sine evner inden for farvegengivelse. Rayman: Origins ser præcist ligeså godt ud som man kunne have håbet på et platformspil ville gøre 16 år efter originalen udkom, og farverne nærmest flyder ud over skærmens belastede rammer.
Det er måske en kliché, men spillet ligner en interaktiv tegnefilm fra et fransk studie, der bevidst har glemt enhver af de restriktioner som så mange andre spil ellers synes at lide under når det gælder deres udseende, og det er en fornøjelse at udforske. Angry Birds-lignende fugle skræpper og forvandles til fugle-balloner, der er klar til at eksplodere når vores helt hopper på dem. Globox bruger rumpen som bobslæde når han glider ned af glatte bakker, og Rayman selv ligger hele sin manglende krop i de slag og spark som bruges til at uskadeliggøre fjenderne.
Tempoet er på alle tidspunkter højt, og udtrykkene når Rayman, Globox eller en af vennerne får en på lampen er nærmest maniske. Det passer alt sammen godt til historien om ,at dette er et spil der viser slænget i deres unge dage, og man mærker tydeligt at udvikleren på det nærmeste har fået frie tøjler når det kommer til spillets stemning og udtryk.
- SIDE:
- 1
- 2
- Format:Nintendo 3DS, PS3, Wii, Xbox 360
- Genre:Platform
- Udvikler:Ubisoft
- Udgiver:Ubisoft
- Antal spillere:1-4
- Aldersgrænse:Fra 7 år
- Premiere:25 november 2011
- Shin Chan 3DS Nintendo 3DS
- Rayman Legends Multi
- Rayman 3 HD Multi
- Rayman 3: Hoodlum Havoc Multi
- Rayman 3D Nintendo 3DS
- Epic Mickey Wii
- Rayman 2: The Great Escape DC























































Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600









