Diablo III
Forestil dig at vente 10 år på et stort spil, og så kun få 30 minutter til det første møde. Vi satte Rasmus i den bittersøde situation.
Gamescom er et travlt sted. Udstillerne skal nå at vise deres produkter til så mange besøgende som muligt, og de besøgende vil gerne nå at se så mange forskellige ting som muligt. Det betyder at der er travlt, at alle haster rundt, og det hører til de store sjældenheder, at man har særlig lang tid til noget som helst. Alt på Gamescom foregår i blokke af 30 minutter.
Sådan forholder det sig også med Diablo III. Det er et spil, som man egentlig helst vil sætte sig ned med i ro og mag, tage sig god tid til, prøve de forskellige klasser af, nærstudere hvert stykke loot og dets statistikker, og nøje overveje hvilke gems der skal i hvilke sockets.
Det kan man ikke rigtig nå på 30 minutter, hvis man også skal have tid til at smadre nogle monstre og se mere end de første par rum og korridorer af det dungeon, man bliver kastet ind i. Så efter et hurtigt kig på de fire klasser, der er tilgængelige i demoen, vælger jeg munken og trykker sømmet i bund.
30 minutter med et spil, man har ventet på i over ti år, er ikke meget - men det er lige præcis nok til at mane al frygt og tvivl i jorden.
Nok til at konstatere, at det både ligner og føles som det spil vi husker. Nok til at blive bidt af den gamle feber. Nok til at grine fjoget, når man finder en ny rustning med dobbelt så høj armor-stat som ens nuværende. Nok til at føle sig som en dæmonsmadrende bad-ass, når man med et veltimet angreb nakker 15 fjender på én gang.
Blizzard har ikke trådt ved siden af. Det spil, jeg sidder her og spiller, er eftertrykkeligt Diablo, og ikke bare en halvfesen og grisk efterfølger lavet af nogle folk, der ikke forstod originalen.
Demoen foregår i en tidlig del af spillet, og selvom min munks evner stadig kan tælles på én hånd, kan han uddele mesterlige stryg. Standardangrebet er særdeles effektive lyn, og et hurtigt kig på skills-listen, da jeg på et tidligt tidspunkt stiger i level, afslører da også at det allerede er makset ud i rank. På højre musetast har jeg et melee-angreb, der ikke er nær så effektivt, og det lykkedes mig ikke at finde et bedre våben end de knivhandske-agtige tingester, jeg er udstyret med fra starten.
I stedet sætter jeg mit første skillpoint i den evne, der er bundet til 1-tasten - et voldsomt AOE-angreb, der giver holy-skade til fjender, og healer allierede (som jeg ikke har nogen af lige nu, men uden tvivl bliver nyttigt i co-op). På 2-tasten har jeg et andet AOE-angreb, der gør fjenderne blinde for en kort stund, eller indtil man slår på dem. Praktisk i en presset situation.
Munken bruger ikke mana, men har i stedet en anden energitype, kaldet spirit. Den lader op hver gang man slår på fjenderne, og der skal et par angreb til, før jeg kan begynde at bruge mit AOE-fyrværkeri, så jeg kaster mig frådende over enhver fjende, jeg ser.
Loot falder i massevis, og de fleste fjender efterlader også små health-kugler, hvilket er et skift i forhold til forgængerne. Alligevel føler jeg mig på et tidspunkt nødsaget til at kværne en health-potion, da jeg simpelthen ikke synes, jeg har tid til at dø.
Omgivelserne er klassisk Diablo - et mørkt fangehul badet i blødt orange lys fra fakler. Fjenderne er zombier, dæmoner og okultister af forskellig art, nogle af dem små, andre store. Nogle af zombierne kæmper videre, efter man har hugget dem midt over, hvilket er en sød detalje. Okultisterne kommer i flere udgaver, og står ofte samlet i cirkler og messer - en aktivitet, der gør dem særligt sårbare overfor mit AOE-angreb, så man føler sig som et barn i en slikbutik, hver gang man ser dem.
- SIDE:
- 1
- 2
- Format:Mac, PC
- Genre:Action, Rollespil
- Udvikler:Blizzard Entertainment
- Udgiver:Blizzard Entertainment
- Antal spillere:1
- Antal spillere online:1-4
- Aldersgrænse:Fra 16 år
- Premiere:15 maj 2012
- Stranger PC
- Silverfall PC
- The Incredible Adventures of Van Helsing Multi
- Mythos PC
- Path of Exile PC
- Baldur's Gate: Enhanced Edition PC
- Dragon's Dogma PS3/Xbox 360
- Torchlight II
- Dragon Age II Multi
- The Witcher 2: Assassins of Kings PC/Xbox 360
- Diablo II PC
- Alien Breed Evolution XBLA/Xbox 360
























































Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600









