Rage

Det er et simpelt udsagn, men et man fornemmer bliver udtrykt med enten et vidende blink eller en strakt langemand rettet mod Bethesdas Fallout-serie, og som ikke er til at tage fejl af. I Id Softwares postapokalyptiske verden er skydevåben konger.

Rage er et overstadigt og fremstormende comeback for Id, der i alt for lang tid har været væk fra den genre, der gjorde udvikleren legendarisk. Og efter at have brugt mere end to timer i ødemarken på at bekæmpe banditter, undslippe mutanter og bytte jobs for kontanter, kan vi med sikkerhed sige, at studiet ikke har mistet en flig af deres vigør. Rage er skåret af det samme stykke som Doom og Quake. Det er tilberedt på samme måde, badet i kugleregn, fugtige bygninger og golde landskaber, der minder mere om Dooms Mars end fremtidens Jorden.

Det fanger ens fantasi øjeblikkeligt. For et spil, der er så fokuseret på vold, er åbningssekvensen overraskende rolig og smuk i sin fremstilling af masseudryddelse.

Kameraet følger en meteor gennem rummet, til storladen men alligevel afdæmpet musik, der står i ond kontrast til de forvrængede beskeder, som vælter ud af højtalerne. Der nævnes noget kaldet Eden Project, og snakkes om at beskytte fremtiden. Det hele bliver til statisk støj, mens kameraet bevæger sig om bag meteoren, og vi ser den smadre ind i Jorden, som var vi en fjern og objektiv observatør til vores egen udryddelse.

Vi springer et ukendt antal år frem i tiden, og Eden Project afsløres som et regeringsprojekt, der skal beskytte vigtigt personale i kapsler under jorden, for dermed at kunne fortsætte den udgave af civilisationen, man er blevet politisk enige om.

Du vågner fra stasissøvn i en bunker med andre kapsler, en håndfuld kilometer under jordens overflade, og det står klart, at de andre kapsler ikke har formået at bevare deres nu forrådnede indhold. Du er alene, både et levn og et sidste håb om at fortsætte samfundet.

I det du stavrer op til overfladen, bliver du budt velkommen af den losseplads, der er den nye verden. Som et jehovas vidne på dørtrinnet er dine budskaber og værdier tydeligvis ikke ønskede i denne nye verdensorden - deres eneste interesse i dig er at se, hvor meget de kan flå fra din krop. Du indser hurtigt, at du ikke er den eneste overlevende fra Eden Project, der er blevet angrebet så snart de nåede overfladen, og at de store beskyttelsesrum nærmest har fungeret som enorme Pez-dispensere i årevis.

Du bliver reddet ud af kløerne på det, der viser sig at være den nye mutantbefolkning, dyriske dræbere der er opsat på at slagte for at overleve, og bliver kørt til det nærmeste beboelsescentrum, hvor det nye samfund bliver beskrevet, og de barske realiteter forklaret. Snak og løfter er billigt, handling er alt.

Men selvom skabelonen er Mad Max, hvor ørkenens vildnis går hånd i hånd med døden, er her en varme, der antyder grundlæggende stammeinstinkter, og et mere optimistisk syn på menneskers opførsel, når overlevelse bliver en daglig bekymring.

Rage er lige så overraskende i sine mere stille øjeblikke, der går langt udover basal eksposition, som bare skal bringe dig fra den ene kamp til den anden. Figurene byder på korte samtaler men en hel livstid af personlighed i deres tonefald og kropssprog. Der er en glød og robusthed ved deres prægede ansigter, der minder mere om Half-Life end Gears of War, og det gør samtalerne med disse individer både opløftende og ærlige.

Det fremragende stemmeskuespil skader selvfølgelig ikke. Efter at være blevet forrådt af den ene figur efter den anden i genren skulle man tro, at vi ville være varsomme i mødet med en ærlig fremmed i et hjerteløst land, men takket være John Goodmans forsikrende stemme i rollen som Dan Hagar, din redningsmand og lærer i spillets første time, ser man ikke andet end en sandfærdig mand, der forsøger at tjene til dagen og vejen og tage sig af dem, der er under hans beskyttelse.

Hagar er leder af en mindre lejr, der mere ligner en ombygget tankstation end en forskanset militærbase. Den er den ene af to i regionen, forbundet af omkring halvanden kilometers grusvej, der snor sig gennem det bakkede terræn og forbi en tidligere militærpost. Den korte afstand handler mere om at gøre tingene overskuelige i starten af spillet, end om udviklerens manglende evne til at skabe den fornemmelse af isolation, der frembringes af samtaler med indbyggerne i lejrene.

Den anden lejr har et lignende setup, et tæknyttet sammenhold af NPC'ere, der lever efter bedste evne, og hver af dem har figurer med specifikke roller - ingeniør, butiksindehaver, kamptræner, læge og så videre. Missioner får man fra samtaler, og der er en god portion sidemissioner, der tager afstikkere fra historiens rygrad, men som sender dig på udforskning i nogenlunde de samme områder. For eksempel opdager du en forsvunden arbejder, der er blevet halvvejs spist af mutanter, og han ligger i skyggen af et radioskur, som du - hvis du har snakket med den rigtige person - kan tjene penge på at klatre op i og reparere.

Det er tjenester for de to lejre, der sender dig ud i ødemarken gennem spillets første to timer. Kørsel er en stor del af Rage. Banditter har sat sig på store områder af ørkenen, som de patruljerer i våbentunge køretøjer, så det er ikke en mulighed at rejse til fods. Rage udvider denne del af spillet, da du når til den første by Wellspring, hvor du kan deltage i ræs for at tjene certifikater, der videre kan bruges til at opgradere dit køretøj.

Du starter med en simpel quadbike, og rykker videre til en buggy. Taget i betragtning hvor stor en del af Rage kørsel er, er det den ene del af spillet, der skuffer. Styringen er hel simpel arkade, med boosts og håndbremsevendinger der føles alt for nådesløse på racerbanernes skarpe hjørner til at være brugbare, og der er ikke noget til at antyde, at det bare er et spørgsmål om indlæring.

Vi forstår dilemmaet, da man er nødt til at skabe noget, der er underholdende men ikke afskrækker de FPS-spillere, der ikke har købt spillet for bruge timer på at lære at køre bil. Vi kommer til at tænke på luftpudebåden i Beyond Good & Evil. Her var racing også bare en del af en lang række gameplay-muligheder, og båden klarede opgaven med at rejse mellem forskellige områder. Det samme gælder for buggyen, der også er ganske let at styre på ødemarkens åbne vidder.

Wellspring er smukt skabt. Støvede gårdspladser, skulende fremmede der sidder i hjørnerne, mørke gader, dryppende rør. Labyrinten af fortove, gangbroer og bygninger i flere etager bringer minder frem om Mos Eisley eller Deadwood. Der er synd, farer og muligheder rundt om hvert et hjørne.