Gamelofts nye guld
Freemium-modeller er det nye buzz i industrien, og Lee tager et kig på fire af slagsen i spilform fra en af verdens største iOS-udviklere, Gameloft.
Betal når du spiller. Bliv flået mens du spiller. Spil gratis til du segner.
Man kunne finde på masser af passende og upassende slogans til de frembrusende freemium-modeller. Modeller, hvor det er gratis at starte spillet op, men hvor du derefter kan udvide oplevelsen ved at tage pengepungen frem. Dette er spilverdenens Matador-Mix. Lidt af det hele, ikke særligt fyldig kost, og aldrig helt nok til at mætte.
Nu er Gameloft for alvor hoppet med på vognen. I første omgang for alvor på iOS, men Android-platformen følger naturligvis efter. Vi kigger her på fire eksempler på freemium-titler fra spilgiganten.
Dungeon Hunter 3
Dungeon Hunter 3 på App Store
Lad os starte med det måske bedste eksempel på slagsen og en serie, der pludselig optræder i helt nye klæder: Dungeon Hunter 3. Vi har tidligere nydt Gamelofts dungeon crawler på både PSN og iOS, og har kvitteret med både 8 og 9 for oplevelsen. Dungeon Hunter 3 tager dog nogle gevaldige skridt væk fra de klassiske Dungeon Hunter-spil ikke kun i betalingsformen, men også i gameplayet. Væk er de mørke korridorer, og i stedet er de erstattet af arena-lignende omgivelser. Ganske vist er der både kirkegårde, sumpområder og forladte byer, men der er ingen tvivl: Dungen Hunter 3 er arenabaseret, og langt tættere på en af konkurrenten Glus mange dual-stick-shooters end det er på et rollespil. Også selvom der stadig er XP, levels og monstre.
Dungeon Hunter 3 er dog langt flottere end forgængerne. ikke alene er animationerne lækre og omgivelserne varierede, men du kan også vælge mellem både mandlige og feminine karakterer (for første gang i serien). Udstyret, som du tager på, er sammen med våbnene også langt mere imponerende i denne omgang. Men selvom du er begrænset til mindre arenaer, der dog stadig indeholder specifikke opgaver/quests, taber monstrene desværre ikke længere loot i form af udstyr og våben.
Du køber dit loot for penge og opgraderer det med penge. Disse optjener du ved at slagte monstre eller gennemføre arenaer. Og her kommer den første IAP. Spiller du ofte og meget, løber du snart tør for nøgler, der skal bruges til at åbne kister i slutningen af banerne. Det er her, du tjener langt de fleste penge. Har du tålmodighed, skal du dog ikke vente mere end en time eller to for at få foræret lidt gratis nøgler. Du skal også slippe rigtige penge, hvis du opgraderer dit udstyr og ikke vil vente et par timer på resultatet. Vil du have plads til mere end to permanente figurer i dit save game, koster det også. Disse kunstige pengeslugere forhindrer dog ikke Dungeon Hunter 3 i at være en god og solid spiloplevelse, som sagtens kan nydes gratis uden problemer.
Six Guns
Six Guns på App Store
Anderledes skidt står det til med Six Guns. Her er et spil der lover westernstemning og udfordringer, så man straks føler sig hensat til Red Dead Redemptions mareridtsudvidelse. Desværre er spillet langt fra den brillante historiefyldte sandkasse, vi kender fra Rockstar. Som spiloplevelse virker det noget mere fragmenteret og kønsløst i forhold til dets tydelige inspirationskilde.
Og der er IAPS uanset hvor, du drejer dit Stetson-beklædte hoved. Vil du skyde? Jamen så skal du da have patroner, som hurtigt koster rigtige penge. Vil du kunne sy dig selv sammen efter en skudduel? Frem med grunkerne. Igen er alt det kræver for at spille dog tålmodighed. Således får jeg efter fem minutters spil foræret yderligere 75 patroner til min pistol. Og du skal ikke lade dig chokere af prisen i dollars, det er tydeligvis en forglemmelse fra Gamelofts side. Men 12$ er det samme som 12 kroner, når du først trykker køb. Sjovt nok er det ganske typisk udstyr, der giver dig bedre beskyttelse eller på anden måde nedsætter sværhedsgraden, som for alvor koster. Det er også tilfældet i Six Guns. Konklusion er altså som med de fleste freemium-titler: hvis du vil udvande din spiloplevelse eller har travlt med at spille som en gal, kommer det til at koste.
- SIDE:
- 1
- 2

























































Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600









