Sagaen om Sonic the Hedgehog

Der er ingen som Sonic. I hvert fald ikke i spilverdenen. Frem for alt er der ikke nogen som Sonics fans. For at finde noget tilsvarende er vi nødt til at kigge mod musikbranchen og ikoner som Morrisey eller Michael Jackson, hvis fans følger dem i blind kærlighed gennem alle deres lykkelige stunder såvel som de svære. Som elsker deres idoler, selv når idolerne ikke lader til at elske dem tilbage. Sådan er Sonics fans.

I spilverdenen er der ildsjæle, der lægger timer og tusindkronesedler i at klæde sig ud som figurer fra deres yndlingsspil, eller gamere der lever og dør online. Men Sonics fans, de befinder sig i en helt anden liga. På websider med nærmest religiøse vendinger bruger de dage og år på at diskutere tonen i hans øjenfarve, fysikken i hans løb eller skriver erotiske noveller om figurerne i spillet.

Andre bruger dage og nætter på at skrive uendelige artikler om hans 20-årige historie i spilverdenen. En historie om medgang, fald, skuffelse og et evigt brændende håb. Den er ikke altid lykkelig, men dette er Sonic the Hedgehogs historie.

På mange måder er Sonic the Hedgehogs historie også fortællingen om spilselskabet Sega. Det er ikke til at komme uden om, for ingen figur har defineret og haft så stor betydning for sit selskab som Sonic har for Sega. Selvom Super Mario og Nintendo er nærliggende
at nævne. Men hvor Nintendo har kunnet læne sig op ad et stort bibliotek af klassiske spil og figurer, har Sonic i retrospekt været den spilserie der, i princippet egenhændigt, har defineret Segas storhed.

Det hele begyndte for over 20 år siden i Osaka, Japan. Året er 1988, og Nintendo ejer hele spilverdenen. Ingen ser ud til nogensinde at kunne ændre det. På dette tidspunkt kalder man det ikke at spille tv-spil. Det hedder at spille Nintendo. I Osaka skal to japanere med hver deres nørdede interesser snart mødes. Yuji Naka er programmør og nærmest besat af høje hastigheder i alle former, og Naoto Oshima dyrker alt hvad der rører sig inden for den vestlige
superheltekultur. De kender endnu ikke hinanden, men en dag vil de sammen forandre verden med hjælp fra et blåt pindsvin.

På dette tidspunkt ligger Segas nye 16-bit-konsol, Sega Mega Drive, for døden. Selvom modstanden udgøres af Nintendos lille grå spilkasse på kun 8 bit, er der ingen, der i dette øjeblik kan konkurrere mod NES'ens spilbibliotek. Og som om det ikke var skidt nok, er Nintendo også på vej med en ny maskine, Super Nintendo. Sega har satset hårdt på markedsføringen af sin konsol gennem sprøde reklamer, der gør opmærksom på konsollens "blast processing", men er stadig ubønhørligt bagud.

Året efter, 1989, vælger Sega at skrotte Alex Kidd som sin maskot, samtidigt med at man arrangerer en intern konkurrence om at skabe en ny frontfigur, der vil få sit helt eget spil. Der kommer over to hundrede forslag ind fra karrierehungrende Sega-ansatte, der håber på at stige i graderne. Blandt finalisterne er en kanin, et bæltedyr, en bjørn og en Theodore Rooseveltlignende fyr i pyjamas.

Mest opsigtsvækkende er dog Naoto Ohshimas blå pindsvin. Han kalder ham Mr. Needlemouse, og beskriver ham som en figur med attitude, designet til at løbe gennem loops ved høj hastighed. Designet har Ohshima baseret på flere forskellige kilder.

De røde sko er en kombination af Michael Jacksons støvler fra Badalbummets forside, blandet med julemandens ikoniske røde farve. Sonics overlegne attitude kommer fra den amerikanske mentalitet, med ingen ringere end præsidentkandidaten Bill Clinton som forbillede. Pindsvinets blå farve stammer selvfølgelig fra Segas blå logo. Segas ledelse ser potentiale i projektet, og ved straks hvem der er den rette til jobbet. Selskabets allerstørste fartentusiast.

Yuji Naka har på dette tidspunkt allerede skabt sig et navn hos Sega takket være sit arbejde med Phantasy Star-spillene, og har ry for at være en ekstremt dygtig programmør. Sammen med Naoto Ohshima som figurdesigner og Hirokazu Yasuhara som banedesigner og instruktør, samler man i 1990 et udviklingshold, hvis nærmest revolutionære mål er at lave spil, der kan vælte kongen af tv-spil, Nintendo. Men først skal der en navneændring til. Mr. Needlemouse bliver til Sonic the Hedgehog, og holdet bliver til Sonic Team. Der bliver skabt spilhistorie, og et ikon er født.

Ideen med Sonic-spillet er at lave et platformsspil centreret omkring fart, der kan skille sig ud blandt markedets mængder af Super Mario-kloner. Sonic skal tilmed være en frihedskæmper, der slås mod den onde videnskabsmand Dr. Ivo "Eggman" Robotnick. Yuji Naka fortæller:

"Jeg havde selvfølgelig spillet Super Mario Bros mange gange, men jeg ville så gerne lave et spil, der handlede mere om fart. For det sjoveste i Super Mario var jo, når jeg klarede banerne hurtigt".

For at lykkedes med dette får Sonic et såkaldt spin-angreb, hvor han, som det pindsvin han er, ruller sig sammen til en stort set usårlig blå bold. Det gør det muligt for Sonic at besejre fjender og komme forbi forhindringer uden at miste noget af sit momentum. Fart er livsvigtigt for spillet, og prototypen for Sonic the Hedgehog er tilmed så hurtig, at man er nødt til at gøre den langsommere.

Yuji Naka hævder selv, at spillet i starten gik så hurtigt, at det dårligt kunne spilles uden at blive køresyg. En anden årsag til at tempoet bliver sænket er også, at sværhedsgraden ikke skal blive for høj. Banedesigner og instruktør Yasuhara fortæller:

"På det her tidspunkt var det amerikanske publikum generelt mere interesserede i udfordrende spil, end det japanske publikum, der var mere casual. Udfordringen med Sonic var derfor at lave et spil til begge disse typer af spillere".

Mens dette står på, bygger figurdesigner Oshima videre på Sonics baggrund. Sonic bliver sanger i et rockband sammen med en flok andre antropomorfe dyr. Han får også hugtænder og en kurvet menneskelig kæreste ved navn Madonna. Det gør Segas amerikanske kontor, Sega of America, bekymret for, at Sonics japanske æstetik måske ikke vil vinde genklang hos de amerikanske forbrugere.

Tom Kalinske, chef for Sega of America og tidligere chef for Mattel (selskabet bag Barbie) redesigner derfor Sonic, så han bedre passer til det amerikanske marked. Manga-trækkene i udseendet og den japanske stil nedtones, og Sonic får et mere rundt, kompakt og tegneserie-agtigt udseende. Rockbandet, hugtænderne og den voluptuøse kæreste fjernes helt. Det gør Segas japanske hovedkontor rasende. De hader den nye Sonic og den studehandel, de mener Tom Kalinske har lavet med markedsundersøgelserne. Yuji Naka fortæller selv:

"Jeg hadede virkelig det nye design af Sonic, og var meget bekymret for hvordan forbrugerne ville tage imod figuren. Men set i bakspejlet var det formodentlig en af årsagerne til at Sonic lykkedes".

Segas kontor i Japan går i sidste ende med til det nye design, efter mange konfliktfyldte møder med Sega of America. Flere måneder med 21 timers arbejdsdage senere er Sonic the Hedgehog færdigt. Den 23. Juni 1991 udkommer spillet, og Sonic Team
overholder sin stramme deadline.

Det blå pindsvin lander samtidigt med en aggressiv markedsføringsstrategi, der involverer dyre tv-reklamer og en massiv turne rundt blandt indkøbscentre i USA. Krigen mellem Sega og Nintendo er i fuld gang, og Sega er klart underlegne, da hver dollar de bruger mødes af 15 dollars fra Nintendo. Alligevel begynder Nintendos andel af markedet at krympe. I hvert fald en smule.

For første gang i lang tid går det godt for Sega. Rigtig godt, faktisk. Sonic the Hedgehog ser ud til at sælge en million eksemplarer inden årets slutning. Sega vil dog have del i den massive julehandel, og Tom Kalinske fremlægger sammen med Segas vicedirektør, Shinobu Toyota, en dengang helt tosset ide: de skal forære Sonic the Hedgehog væk sammen med salg af Sega Mega Drive-konsollen. Toyota fortæller:

"Vores chef sagde til os, er I fra forstanden? Vi tjener vores penge på spil, og I vil forære vores bedste titel væk? Han rejste sig op og sparkede sin stol omkuld, hvorefter han stormede ud af mødelokalet. I døråbningen stoppede han op, og midt i sit raseri hvæste han, hvis I tror det er det rette at gøre... så gør det!"

Og sådan bliver det. Sega forærer Sonic the Hedgehog væk midt i den kogende julehandel. Succesen lader ikke vente på sig. Mega Drive sælger mere end dobbelt så meget under julehandlen det år. Samlet set har pakken ved generationens slutning solgt hele 15 millioner eksemplarer. Strategien går så godt, at Nintendo for første gang siden spilkrakket taber markedsføringen til Sega. Det umulige er sket. Kæmpen er faldet, og festen hos Sega varer længe.

Efter den massive succes går arbejdet med Sonic the Hegdehog 2 straks i gang. Udviklingen flyttes fra Japan til Segas nye kontor i Californien, eftersom den amerikanske respons på spillet har været så stærk. Det nye spil introducerer en multiplayer-del og en ny figur, Tails, en tohalet ræv der har Sonic som sit største idol. Spillet udkommer til jublende salgstal og kritikerros. I dag betragtes det som spillet, hvor Sonic Team gjorde alting rigtigt på én gang.

Eventyret var større og banedesignet fungerede meget bedre med de høje hastigheder. I det første spil var der ofte uundgåelige forhindringer midt på Sonics vej, der gik ud over gameplayet, men i Sonic the Hedgehog 2 fandt man en helt anden balance mellem fart og udfordring. Da spillet udkommer begynder Segas markedsføring af Sonic at nærme sig helt absurde niveauer. The Blue Blur skal kunne ses overalt.