10 tunge til iPhone & Android
Vi kigger på om de bærbare smartphones og tablets virkelig kan levere dybere oplevelser end at skyde en fugl mod nogle kasser.
Apples iPhone og iPads samt Android-apparaterne kan kun spille casual-spil. Der findes ikke andet, og da slet ikke noget der bare nærmer sig solid underholdning. Alt er designet til at kunne klares på få minutter. Når folk spørger til anbefalinger er det oftest Angry Birds og Fruit Ninja der slynges afsted. Kigger man på hitlisterne er det samme billede. Så tror da pokker at folk efterhånden selv tror på det.
Men det er langt fra korrekt. Platformene har masser af oplevelser for den erfarne og kræsne gamer. Om man kan lide styringen er som altid et spørgsmål om præferencer, hvilket enhver der har deltaget i FPS-med-joypad-fail-debatter sikkert kan synge med på.
Vi valgte dog at tage turen og anbefale dig 10 spil, der giver en dyb, lang eller solid omgang underholdning langt fra sure fugle og hoppende enhjørninge.
Dead Space
Her er en prequel til de forfærdelige historier om religion, sindsyge og ubehagelige monstre i rummet. EA tager alt hvad vi kender fra Dead Space-serien og klemmer det ned på iPhone eller iPad, og det gør de godt - især nu, hvor nogle opdateringer har gjort interfacet endnu bedre. Isaac Clarke er skiftet ud med en anden ingeniør, der er ude på en helt speciel mission. Ganske passende har vores nye hovedperson fået kodenavnet Vandal. Vedkommende bliver hurtigt klar over, at han måske har valgt at holde med den forkerte side, og så går kampen ellers for at overleve i de cirka fem timer man bliver skræmt ved skærmen.
Hector Badge of Carnage - We negotiate with terrorists
Grotesk, lamt, halvperverst, sjovt og plat. Hector Badge of Carnage er med fem timers eventyr-spil måske ikke blandt de længste bud, men Traveller Tales point & touch adventure er til gengæld underholdende og fyldt med humor. Du bør forvente et voksenspil, der gerne diskuterer brugte kondomer og prostituerede når politibetjenten Hector går på forbryderjagt, og som sagtens kunne få Leisure Suit Larry til at græmmes. Forvent masser af hovedbrud og herligt groteske puzzles (med mulighed for at modtage nogle yderst hånlige hints, hvis man sidder fast). Det er voksenunderholdning, når det er værst (eller bedst om man vil).
Dofus Battle HD
Masser af strategi og en utrolig lækker udførsel lokker, og gameplayet sikrer at du bliver. For her er du sikret timevis af underholdning. Mange af mekanikkerne, som vi kender det fra Plants Vs. Zombies, udbygges og leverer en dyb blanding af tower defense, loot og rollespil. Spillet er baseret på klasserne fra det succesfulde Dofus Battles MMO-spil, og med 12 af slagsen tilgængelige kort efter start er der nok at holde styr på. Historien er samtidig godt fortalt og både animationerne og grafikken i særklasse.
LEGO Harry Potter - Years 1-4
TT Games' simple LEGO-formular fungerer stadig glimrende, og spillet er både underholdende og udfordrende for dem, der vil have alt med. Der er masser af ting at samle og masser af velkendte lokationer at besøge. Hogwarts og omegn er faktisk perfekt til et spil som dette, og på iOS er der kræset for interfacet. Du kan vælge et flydende joypad eller at trykke hvor du vil gå hen. Det er ganske enkelt fantastisk hvor meget dette ligner en blanding af de håndholdte udgaver og fuldblodsudgaverne.
Galaxy on Fire 2
Efter et mekanisk uheld sendes vores hovedperson Keith Maxwell ud i fremtiden. Her bliver hans overlevelsesevner hurtigt sat på prøve. Du kan vælge at bruge masser af timer på din hovedhistorie, eller du kan leve livet som helt, chauffør, handlende eller rumpirat. Dine skibe kan udbygges og teknikken forbedres. Du kan skræddersy våbenkombinationer (hvis du er den aggresive type), eller satste på at kunne stikke af hurtigt. Der er masser af rumstationer at besøge, og hele spillet er så overvældende stort, at når du får mulighed for at bygge endnu en dims til at rejse endnu hurtigere, vil du juble. Her er en moderne udgave af Elite.
- SIDE:
- 1
- 2
- Format:Android, Ipad, Iphone, Ipod Touch


























































Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600









