Catherine
Utroskab, kærlighed og et sindrigt og supersvært puzzlespil? Nu også på xbox 360. Catherine er en sær størrelse, men en helt underfundig oplevelse. Læs her hvorfor
Mød Vincent, en 32 årig mand, der har mere end svært ved tilværelsen. Vincent er kæreste med den yderst fornuftige, ambitiøse og halvkedelige Katherine, der jævnligt sms'er ham og beder ham om ikke at drikke så meget og rydde op efter sig. I kender det: mortypen, der ikke længere er nær så kærlig og smilende efter, at forelskelsen er røget ud med badevandet.
Hendes svar på det er at plage Vincent om at blive gift, et tilbud han ikke helt kan forholde sig til. Så i stedet drikker han sig ned på sit lokale stamværtshus. Indtil den dag, hvor han møder den henrivende Catherine, (med C) der med sine blonde krøller og lette og charmerende tilgang til livet falder for den håbløse Vincent. Det ender som sådan noget så ofte gør; med en tur i høet til Vincents efterfølgende store fortrydelse. For hvad skal han nu gøre og sige til kæresten Katherine? Men det er ikke det eneste problem, Vincent må lægge krop til.
I sine drømme bliver Vincent nemlig hjemsøgt af et gentagende mareridt, hvor han iført polkaprikkede underbukser, gedebukkehorn og med sin trofaste hovedpude under armen må klatre op ad høje tårne for ikke at dø. For dør han i drømmen, dør han også i virkeligheden - en sælsom død der rammer syndige utro mænd.
Det er i Vincents drømme, at spillet for alvor folder sig ud, og her at man som spiller bliver mødt af de største udfordringer. Tårnet som Vincent må klatre i sine drømme består af en masse sammenhængende blokke. Her skal der skubbes, hives og manipuleres for at danne en trappe, imens tiden og en frygtelig dæmon jager Vincent med op ad tårnet. Som Dante må Vincent derfor kravle op af sit semi-selvskabte helvede, igennem skærsilden på sin vej for at overleve og opnå tilgivelse. Vincent og os som spillere lærer hurtigt at hver nats mareridt består af tre særskilte baner, hvor tårnet skal forceres. Efter hver bane når man til en platform, der i bedste surrealistiske forstand er befolket af får. Ikke almindelige får, men talende og beklædte får. Ligesom Vincent er fårene andre mænd, der er havnet i dette mareridt grundet utroskab.
På disse platforme imellem banerne har man forskellige muligheder. Dels kan man købe sig til hjælpsomme genstande med de penge, man samler op på banerne, og som man får tildelt alt afhængig af, hvor hurtigt man har klaret banen. Dels kan man lære nye klatreteknikker af de andre får. Når man har pustet ud på denne platform, skal man gå til skriftemål og bekende sine synder i en dertil indrettet kabine. Men inden kabinen indretter sig til en rumraket og skyder Vincent videre til næste bane, skal man som spiller besvare et helt alment spørgsmål - fx om man kan lide børn, og om man grundlæggende er pervers. Imens den næste bane så loader, kan man se en statistik over hvad alle førstegangsspillere har svaret. Svaret man giver, påvirker også en måler, der viser om Vincent er god eller ond, hvilket får betydning for hvordan Vincent reagerer på sine omgivelser. Er man fx mere ond, har man en tendens til at sende onde sms'er til de to kvinder, og alt dette påvirker selvfølgelig også spillets slutning.
Men nu skal man jo ikke tro, at blokke blot er blokke. For i de forskellige levels man kravler sig op gennem, introducerer spillet nye udfordringer. Blokke der som fælder spidder Vincent til en blodrød pasta, blokke der eksploderer efter berøring eller isglatte blokke, hvor man mister fodfæstet og glider ud over kanten. Der er selvfølgelig veje omkring disse fælder, men uanset hvilken vej man vælger, undgår man som sagt ikke at se Game Over, eller Love is Over skærmbilledet jævnligt. Dette skærmbillede skal man især vænne sig til ved hvert levels sidste bane, hvor en boss venter. Det er altid en figur fra Vincents underbevidsthed, der truer med at slå ham ihjel. Det kunne være hans kæreste, der kommer i en dæmonisk hvid bryllupskjole. Disse kampe er altid rigtig gode, da de sætter banen på spidsen af spændingskurven. Det er dybt hektisk og kræver alle tricks i bogen.
Hele tanken om gameplayet som et tårn fra helvedes dyb knytter sig derfor rigtig godt til banernes sværhedsgrad, da de ikke blot er svære, men neglebidende, frustrerende, hardcore, jeg-kaster-controlleren-ud-af-vinduet-og rammer-en-tilfældig-og-er-ligeglad svære. Men alligevel og på en ganske besnærende facon, tryllebinder Catherine spilleren til skærmen, og som i Super Meat Boy eller lignende arkadespil, kan man simpelthen ikke lade være med lige at skulle have et spil til. Både for at vinde over spillet, der i sig selv er en kæmpe nydelse, der udløser kontante mentale high-fives og tilfredsstillelse. Men lige så meget for at se hvordan Vincent klarer skærene tilbage i virkelighedens verden.
- SIDE:
- 1
- 2
- Format:PS3, Xbox 360
- Genre:Puzzle
- Udvikler:Atlus Persona Team, Studio 4ºC
- Udgiver:Deep Silver
- Antal spillere:1-2
- Aldersgrænse:Fra 18 år
- Premiere:10 februar 2012
- Dreamfall: The Longest Journey PC/Xbox
- Leisure Suit Larry: Box Office Bust Multi
- Heavy Rain PS3























































Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600









