Star Wars: The Old Republic

For længe siden i en galakse langt, langt væk udspillede der sig en legendarisk kamp mellem Republikken og Imperiet. Lyset og mørket kolliderede i en uforglemmelig filmhistorie i seks dele, der gik hen og gjorde science fiction-genren mainstream, og den dag i dag ser hundredetusindvis af folk regelmæssigt på Star Wars og forundres over hvordan George Lucas formåede at forestille sig og realisere så mageløs en verden.

For endnu længere siden i præcis samme galakse udspillede der sig et andet eventyr, længe før nogen havde hørt om Jar-Jar Binks. I Star Wars: Knights of the Old Republic stiftede vi bekendtskab med vores helt egne helte i Star Wars-universet, og hvad der først så ud som en temmelig ambitiøs afstikker skulle hurtigt vise sig at gemme på fantastisk finpudset gameplay og en historie der, ifølge fansene, overgik de seneste tre film. En fanskare jeg gerne tilslutter mig.

For når man fjernede laget af sminke og redigering, fik man et andet, indzoomet perspektiv på Star Wars som helhed. Jedier var ikke nødvendigvis smukke og selvsikre helte, der gled tættere og tættere på mørket, og Sith behøvede ikke nødvendigvis være psykopater, der ville se verden gå under. I stedet befandt spilleren sig i en gråskala, hvor mange af de valg, vi traf, endte med at definere vores figur og afgjorde om han/hun blev tiltrukket af lyset eller mørket.

Star Wars: Knights of the Old Republic var en saga om bedrag, mørke og passion - hvis det var det, vi ville. På samme tid var det en historie om at gøre det rigtige og sætte sig selv i andres sted. Hvis man altså ville. På den led havde spillet, hvad filmene savnede. Figurerne var alsidige, droiderne bød på både mystik og dybde, drejningerne i historien var på højde med den i Episode V, universet føltes uendeligt, og vi kunne besøge næsten hver en afkrog.

Sidenhen skete der noget. Efter en god - men bestemt ikke mesterlig - efterfølger, der ikke blev nogen bragende kommerciel succes, blev der stille om Knights of the Old Republic fra Biowares side. I stedet blev det fantastiske Mass Effect lanceret, efterfulgt at det ligeledes fremragende Dragon Age, og rollespilsguderne havde pludselig etableret deres egne sci-fi- og fantasy-univeser. At vi nogensinde skulle opleve følelsen af enorm valgfrihed med et lyssværd i hånden, var ikke længere nogen selvfølge.

Da der begyndte at gå rygter om, at Bioware var ved at udvikle et online-rollespil med Star Wars-tema, der desuden skulle fungere som en direkte efterfølger til Knights of the Old Republic, fik jeg en klump i halsen. At høre mere om Revan og Malak, og desuden opleve hele Star Wars-universet sammen med mine venner, virkede alt for godt til at være sandt. Desuden virkede det i starten totalt dumdristigt for online-rollespils-novicerne Bioware at udfordre World of Warcraft, når så mange andre havde fejlet.

Men når jeg nu, endelig, får lov at skabe min første figur i Star Wars: The Old Republic - en Jedi Knight - og tager de første skridt, indtræffer den der følelse af, at en hel verden ligger for mine føder, ikke. Og sammenlignet med hvordan det føltes at skabe en Dwarf Hunter for første gang i World of Warcraft, bliver jeg næsten skuffet. Planeten Tython føles aflukket og ganske gammeldags i direkte sammenligning.

Denne skuffelse varer i omkring 20 minutter. Derefter er jeg alt for involveret i historien til at tænke på noget andet. En jedimester, spillet af en hæs stemmeskuespiller, fortæller at mine afsluttende prøver ikke kan ske lige nu. De andre lærlinge er blevet udsat for et angreb, og jeg bliver sendt af sted for at hjælpe dem. Den uddannelse, jeg allerede har fået i løbet af årene, bør være mere end nok til at give nogle primitive grimrianer på kinden, ræsonerer han.

Det er jeg enig i, og på en måde er det ret sigende omkring spillets primære indflydelse. Det er nemlig tydeligt, at The Old Republic ikke havde set ud som det gør, hvis det ikke var for World of Warcraft. Styringen er så imprentet på rygradden fra første sekund, at det for WoW-spillere vil føles mere som at skulle lære en ny klasse end at lære et helt nyt spil.

Samtidigt føles alting så friskt. Grafikken er herligt tegneserieagtig, og dialogsystemet giver hele begrebet online-rollespil et væsentligt løft, da det tidligere har været næsten pinligt primitivt sammenlignet med enhver anden genre. Læg dertil en fantastisk gribende historie, og du har The Old Republic i en nøddeskal.

For det bekymrer mig oprigtigt, når min Jedi Knight, Woodpig, skal vælge mellem at slutte sig til, skåne eller dræbe sin mesters forhenværende lærling, der er gået over til den mørke side, men også har en god grund til dette valg. Han påstår nemlig at Jedi-ordenen er gammeldags, og må erstattes med nyt blod. Og det har han belæg for, hvilket jeg personligt har set under tidligere opgaver.

Jeg må hele tiden kæmpe med min moral, og fundere over hvad mit synspunkt egentlig er. Hvem vil jeg slutte mig til? Vil jeg blindt følge min medfødte Jedi-etik, eller vil jeg forme universet efter mine egne meninger? Kommer jeg til at miste den ledsager, jeg synes bedst om, hvis jeg vælger at gøre det ene eller det andet?

Når vi desuden er flere i gruppen, bliver samtalerne endnu mere interessante. Præcis som i virkeligheden har vi alle forskellige meninger, og når det Mass Effect-lignende dialogsystem genererer vores samlede svar, er det ikke altid sikkert at min mening har gjort nogen større forskel. Det bliver altså vigtigt at vælge sine allierede med omhu, i stedet for at stirre sig blind på hvem, der har den bedste udrustning.

Da Woodpig fortsætter sin rejse gennem Tython, rydder op og drager videre i livet, bliver det pludselig åbenlyst, hvor enormt The Old Republic faktisk er. Næste stoppested, Coruscant, viser sig at være et betydeligt større sted, og jeg går pludselig mellem gader, paladser, trænere, sælgere, quest-givere og valgmuligheder.

For at finde et ståsted i al vrimlen vælger jeg at fokusere på udviklingen af min egen figur, snarere end alle dem, der vil have en Jedis hjælp i hårde tider. Her må jeg træffe mit første rigtigt afgørende valg i kraft af fordelingen af klassesystemet. Vil jeg være en superstærk Jedi Guardian og modstå skade af alle typer, eller være en lynhurtig og overvældende Jedi Sentinel med dobbelte lyssværd, og fokusere på at uddele skade i stedet for at tage imod?

I stedet for at fundere for meget over sagen, tager jeg Kenobis visdomsord til mig, følger mine naturlige instinkter og beder træneren om at lære mig, hvordan man bliver en fuldbyrdet Jedi Sentinel. Visionen om at bære to lyssværd, og desuden hakke mig hurtigere gennem bølger af fjender, vejer tungest for mig, og da jeg straks bliver belønnet med et ekstra lyssværd, føles beslutningen helt rigtig.

Samtidigt med Woodpigs rejse starter jeg et helt andet eventyr. Dusørjægeren (bounty hunter) fungerer som den direkte modgift til min utilitaristisk filosoferende og næsten overdrevent godhjertede jediridder. Hvor blæserpartier og lyse strygere sætter stemningen for jediridderen, ligger ondskabsfulde cello-riff og gnider som en påmindelse om, at dusørjægeren spiller i en helt anden liga.