Red Orchestra 2: Heroes of Stalingrad
Red Orchestra 2 byder på Anden Verdenskrigs-multiplayer på den virkelig hårde måde.
Af alle de spil, jeg har haft fingrene i i år, er Red Orchestra 2 nok det mest nicheprægede. Det sigter efter et helt bestemt publikum, og bruger ikke meget krudt på at appellere til andre. Og hvem er så det publikum? Det er folk, der spillede Red Orchestra.
Okay, måske er målgruppen lidt større. Det her er et spil for folk, der kigger på for eksempel Battlefield-seriens Hardcore-mode og synes den er for urealistisk. Et spil for folk, der kan lide at justere vinklen på deres sigte for at kompensere for afstanden til målet og kuglens fald mens den flyver. Et spil hvor én kugle er nok til at dræbe, altid. Med andre ord er det temmelig langhåret.
Det første Red Orchestra var en selvstændig udgave af et multiplayer-mod til Unreal Tournament. Med toeren har udviklerne valgt at tilføje singleplayer-kampagne, men den er mildest talt spild af tid, trods gode intentioner.
Her er kampagner som både aksemagterne og de allierede (det vil sige Rusland), og missionerne er stemningsfuldt bundet sammen af briefinger og citater fra virkelige soldaters breve og dagbøger skrevet under krigen. Det er godt forsøgt, men kan ikke rigtig gøre op for, at selve singleplayer-gameplayet er en tynd kop te.
Banerne er nemlig de samme som i multiplayer, og ens mission går i de fleste tilfælde ud på at indtage en række bygninger en efter en. Undervejs skal man kommandere rundt med sin squad, der som regel består af et assault team, et rifle team og et LMG team, lidt i stil med den gamle Brothers In Arms-serie.
På papiret er der altså lagt op til taktiske overvejelser og manøvrer, men virkeligheden er en helt anden. Det skyldes primært den kunstige intelligens, som er decideret forfærdelig. Dine soldater løber rundt som forvildede høns, er ikke blege for at rende ind foran dit gevær, mens du skyder, og vælger generelt nogle virkeligt alternative ruter til de steder, du sender dem hen. Jeg har også oplevet at de bare løb i cirkler om sig selv.
Bliver du dræbt (og det gør man, adskillige gange), respawner du som et af dine squad-medlemmer, men man kan ikke selv vælge hvilken, og det godt være frustrerende. Der er for eksempel ikke megen nytte ved et letmaskingevær, når fjenden har forskanset sig dybt inde i et lejlighedskompleks.
Som sagt skal der sjældent mere end én kugle til at dræbe en, og det betyder at man skal være meget forsigtig med hvor man stikker hovedet hen. Heldigvis er her et cover-system, der fungerer relativt godt, men det kan stadig være enormt svært at orientere sig og regne ud hvor fjenden sidder henne. Som et plus vil jeg nævne, at Red Orchestra 2 er et af de eneste spil, jeg kan mindes, hvor man godt kan løbe, selvom man krummer sig sammen bag dækning.
- SIDE:
- 1
- 2
Lever Diablo III op til dine forventninger?
Gamereactor since 1998 - Published by Gamez Publishing A/S Toftebæksvej 6, 2800 Kongens Lyngby, Denmark +4545887600
